Af Carsten Lau Isaksen Fredag 14/10 2011 kl: 14:01

Læst 594 gange

"Lad os se det i øjnene! Klatring er her for at blive. Det foregår i Danmark på kunstige klatrevægge og det der foregår har stor egenværdi. Nogen vrænger på næsen af begrebet ”fitness klatring” men det er vel reelt denne form for klatring der har ugentlige muligheder udenfor Bornholm!"

Da jeg begyndte at klatre for knap 25 år siden  blev jeg ”opdraget” af min instruktør. Opdragelsen foregik i Nordjysk Klatreklub – vi klatrerede på en silo på havnen og opskriften var ligetil.  Vi skulle have lært det grundlæggende sikkerhedspensum sådan at vi kunne komme af sted på vores første klippeklatretur.

Klippeklatring var ”rigtig” klatring og klatrevæggen et nødvendigt onde i et land uden klipper og bjerge.

Jeg kom fra windsurfing miljøet og var veludstyret med kassevogn  indrettet til turbrug og det gav hurtigt mange venner i klatremiljøet. Af sted det gik på utallige klippeture med både sport, trad. og lange ruter. Fik også godt gang i alpin klatring og senere gennem mit job en del skibestigning i alperne og Rocky mountains samt ekspeditionsklatring i Himalaya på simple trekkingpeaks.

Jeg har været langt omkring uden at mit klatretekniske bevægelsesmæssige niveau har været værd at skrive hjem om. Jeg har efterfølgende undervist i klatring i mange år – bl.a. på en højskole-Mountaineering linje som skulle inspirere unge til at kaste sig ud i klatresporten både på væg, klippe, is og sne. På kurserne arbejdede vi med sikkerhed på væg, sikkerhed på klippe, sikkerhed på is og sne – ja -  sikkerhed alle vegne!

Der var selvfølgeligt også fokus på bevægelseslære som bestod af de små fif jeg havde fået undervejs i mit klatreliv og gennem egne erfaringer. Der var ikke mange som kunne sætte ord på bevægelsesdelen og klatreniveauet var ikke højt. Det var som om der manglede et sprog for teknik-siden af klatring. Forestillingen om at klatre 7a var kun for de få og der var nok ikke mere end et par håndfulde klatrere i DK som klarede den grad.

Nu – mange år efter, ansat som konsulent i forbundet kan jeg se at sporten har flyttet sig. Jeg er 44 år og er en af de ældre i det danske klatremiljø.. Der er selvfølgelig klatrere som er ældre end mig men vi udgør kun en ganske lille gruppe af klatremiljøets ca. 6000 medlemmer. Ikke desto mindre er det klatrere omkring min alder som er de primære ressourcepersoner i mange klubber. Vi er instruktører og kommer fra en baggrund og en opdragelse som i nogen grad ligner det jeg har beskrevet ovenfor. Vi kan nok ikke løbe fra at vi holder lidt fast i holdningen om at klippeklatring er ”rigtig” klatring. Men holder det stadigvæk i dag?

Der er i dag 50 klubber og de 10 næste står på spring. Det ser ud til at vi kan forsætte medlemsvæksten med 10 % pr. år et stykke tid endnu. Stort set alle der klatrer starter på en skole eller i en klatreklub. Langt de fleste anser klatring på væg som det primære. Klatring er på vej til at blive en sport - En bevægelsessport.  – godt nok stadig en meget fri og ustruktureret sport men noget man går til. Flere og flere unge går i dag på et hold hvor der trænes – både helhed og delelementer (særligt i de store klubber). Klatring er blevet for alle og ikke kun for dem med kassevogn eller frilufts- og backpacker-trang. Til gengæld er stort set alle seniorer i klatremiljøet overladt til sig selv og eget initiativ.

Lad os se det i øjnene! - Klatring er her for at blive. Det foregår i Danmark på kunstige klatrevægge og det der foregår har stor egenværdi. Nogen vrænger på næsen af begrebet ”fitness klatring” men det er vel reelt denne form for klatring der har ugentlige muligheder  udenfor Bornholm!

Lad os udvikle værktøjer som hjælper klatrerne der hvor de er. På klatrevæggen, med træning på hold og som fri leg. Lad os samle al vores viden om bevægelseslære og klatreteknik og gøre klatreteknik let tilgængeligt for klatrere, trænere og instruktører. Klatring er sjovt – særligt når man udvikler sig og denne udvikling skal vi sikre i alle landets klubber og også gerne på skoler og institutioner sådan at mange flere kan få et godt og vedvarende afhængighedsforhold til klatresporten.

Hvad så med klipperne og bjergene?
Hvis vi kan gøre det lettere at udvikle sig for de kommende medlemmer i klatremiljøet er der store chancer for at medlemmerne bliver i sporten. Hvis der er mange medlemmer som løbende udvikler sig og har det sjovt i den ugentlige træning bliver der også flere som vil ud og prøve kræfter med sport, trad. , multipitch, is, mixed og alpinklatring.

Det er forsat vigtigt at inspirere klatrene til at drage ud og prøve kræfter med klatring udendørs. Klatring udendørs har en ekstra dimension. Basta!!  Men vi er nød til at tilrettelægge vejen for de kommende klatrere på en måde som fastholder dem i sporten og i en naturlig progression får værktøjerne til at indtage den udendørs klatrescene. Klatrevæggen står ikke i opposition til klippeklatring – tvært imod.

Der vil sikkert stadig komme klatrere til som kun vil beskæftige sig med udendørs klatring og de skal være hjerteligt velkomne - men det handler kun om nogle få og vi er nød til at tilrettelægge klatremiljøet sådan at det primært understøtter de mange.

Vi skal have udformet et godt værktøj til klatreklubber, skoler og institutioner så nuværende og kommende klatrere motiveres og udvikler sig både teknisk og sikkerhedsmæssigt på stadigt flere og bedre klatrevægge. Og så skal vi have gode og alsidige tilbud med videregående kurser og workshops ud i alle klatringens facetter.

God efterårsferie og god klatretræning – inde som ude :o)