Af Nis Blaxekjær Torsdag 12/01 2012 kl: 16:19

Læst 272 gange

Projekt Frivillig

Det er et faktum, at frivillighed altid har og vil være et nødvendigt redskab for at vores sport udvikles. I Idrættens Hus er frivillighed også et hot emne, og DIF kræver derfor at alle forbund i idrættens hus, har udarbejdet en frivillighedsstrategi i 2014. Frivillighed er kommet for at blive.

Dansk Klatreforbund har nedsat en projektgruppe. Gruppen består af Nis Blaxekjær (næstformand) og Carsten Lau Isaksen (udviklingskonsulent). Vi har på ovennævnte baggrund behov at arbejde med en frivillighedsstrategi i forhold til, hvordan vi sikrer en kultur, hvor frivillighed avler mere frivillighed gennem en række principper, som skal gennemsyre organisationen.   

Vi skal være mere synlige omkring frivillighed og i højere grad i talesætte og anerkende det frivillige arbejde.

Hvordan kan I hjælpe?

Synlighed omkring frivillighed kan alle hjælpe med, og det er nemt. Fortæl den gode historie. Fortæl om værdien af at være frivillig. Fortæl også sandheden, at frivillighed kræver blod, sved og tårer ind i mellem. De gode oplevelser gennem frivillighed overskygger heldigvis de dårlige, og det skal der fokus på!

Frivillighed har i nogle miljøer fået en negativ klang, hvilket er medårsag til, at der er kommet et idrætspolitisk fokus på området. Vi er nemlig ikke tjent med, at frivillighed bliver opfattet negativt og som sur pligt.

Frivillighed er positivt og til glæde for alle. Jo flere frivillige hænder, jo mere seriøs aktivitet, sjov og ballade kan vi alle få gavn af.  

Frivillighed smitter heldigvis, så fortæl din historie – hvad er din motivation for frivillighed?

Jeg skal nok lægge ud med en af mine mange frivillighedshistorier! 

Frivilligheden er fejlbarlig!

Der er nu gået en rum tid siden Boulder Dm 2011 blev arrangeret i samarbejde mellem Cph Bloc og DTU folkene. Det er tid til at se tilbage – ikke isoleret på konkurrencen, men på hele frivilligheden omkring den og ikke mindst på frivilligheden generelt.

Hold kæft, det var det fedt at arrangere sidste års DM. Det var super fedt at Søren A., Morten Thomsen, en håndfuld DTU-knægte og jeg selv, var i stand til at afvikle en god konkurrence. Super fedt at så få ildsjæle, kunne løfte så stor en opgave.

Hvori ligger belønningen for os, der står bag sådan en event? spørger flere af mine venner.

Belønningen er; at skabe noget for andre! Andre klatrere, som bruger tid på hård træning i en støvet klatrehal med ét fokus – at være top tunet til det danske mesterskab i bouldering. Men belønningen kommer ikke af at ’fedte’ for de stærkeste, tværtimod er det fantastisk at skabe en fed oplevelse og event for alle udøvere, der stiller op til et dansk mesterskab. Alle har som regel lagt energi, tid og sjæl i træningen, og det skal anerkendes.

Jeg får sgu optur, når jeg ser et stærkt felt på 38 herrer og 10 damer give den fuld gas og kæmpe sig gennem rækken af kval, semi og finale problemer for til sidst at kåre vinderne. Alle med et smil på læben, fordi de synes om det. Jeg bliver glad inden i, fordi jeg får lov til at være medkatalysator for, at deres træningsbestræbelser i sure sko og kalkstøv ikke er spildt. Glad for, at min frivillighed kan bidrage til, at 48 udøvere kan have det sjovt. Det er fedt – det er en fed fornemmelse i kroppen.

Såvel som optur er der selvfølgelig også en nedtur. Blok 4 i damernes finale vendte vores eufori til skuffelse, fordi, lige så engageret og dedikerede som udøverne er, ganske så, er hele teamet bag konkurrencen også. Vores bestræbelser på at skabe det perfekte mislykkedes – hvilket er det værste, der kan ske for perfektionister.

 Men på afstand overskygger den gode oplevelse heldigvis skuffelsen over blok 4s ’no hands rest’. Og derfor vil jeg gøre det igen. Jeg vil forsøge at skabe super gode oplevelser for andre. Kun forsøge, fordi man risikerer at fejle, man risikerer ikke at slå til, og risikerer at ens indsats ikke er ligeværdig med udøvernes. Men det er risikoen værd. Hvis ingen ville løbe risikoen for ikke at slå til, ville der intet DM være…

Al frivillighed kræver mod uanset om man arrangerer konkurrencer, er træner, leder, instruktør, bestyrelsesmedlem, eller man bare laver kaffen. Vi bliver nemlig hele tiden målt og vejet af os selv og af hinanden. Og fejler man, så får man tæsk – verbale lussinger! Det skal man være klar på, selvom man bare gør noget for andre – gør de andre en god tjeneste.

Men paradoksalt nok kræver det faktisk endnu mere mod at sige tak. Både at takke én selv, men ikke mindst hinanden. Det er okay at være selvfed over sin frivillige gerning – det er okay at anerkende frivilligt arbejde, selvom arbejdet aldrig bliver udført perfekt, trods de frivilliges gode intentioner. Det er okay, at vise sin taknemmelig over det arbejde andre gør.

Jeg drømmer om et klatremiljø, hvor anerkendelsen af frivilligheden bliver en synlig selvfølgelighed. At flere får mod på at hjælpe med de super gode projekter, som det danske klatremiljø har gang i. At modet kan holde til at fejle og vende den anden kind til trods 117 verbale lussinger. At modet kan bringe os alle op på hesten igen. At flere får lyst og mod til at skabe for andres fornøjelse. Det kommer tifold tilbage, hvis flere melder sig på den frivillige arena.

En god ven siger tit, ”Mere reggae!”. Så anerkend de gode intentioner. Frivilligheden er nemlig fejlbarlig.

Nis Blaxekjær