Klatremiljøet har udviklet forskellige systemer til at  hjælpe klatreren med at vælge velegnede ruter som er tilpas udfordrende.

Der anvendes forskellige graderingsskalaer som angiver klatringens sværhedsgrad og/eller risiko ved styrt. De forskellige graderingsskalaer er opstået samtidigt flere steder i verden, og der er endnu ikke enighed om at anvende den samme graderingsskala på verdensplan. Alle klatregraderinger er subjektive, dvs der findes ingen målbare karakteristika, som kan bruges til at fastlægge en rutes sværhedsgrad. I praksis foregår fastlæggelsen af en grad ved at førstebestigeren på baggrund af sin erfaring fra andre ruter bedømmer, hvilken sværhedsgrad han mener ruten har. De næste bestigere vurderer tilsvarende ud fra deres erfaring, og efterhånden dannes en konsensus om hvilken gradering ruten skal have. Særligt blandt de vanskeligste ruter er antallet repetitioner begrænset, og derfor er deres gradering usikker men der er forbavsende stor enighed om graderingen af klatreruter.

I USA anvendes skalaen YDS (Yosemite Decimal System) til sportsklatring og traditionel klatring. YDS går fra 5.3 (lettest) til 5.15 (sværest), med skridt på 0.1 som skelnen (dvs 5.3, 5.4, 5.5 osv). Desuden anvendes plustegn som angivelse af, at en rute er sværere end den "rene grad", men lettere end den næste tal-gradering - eksempel: 5.7+ er sværere end 5.7, men lettere end 5.8. Til bouldering anvendes V-grader, som går fra V0 til V15 med mulighed for at anvende plustegn. Fra 5.11 anvendes yderligere bogstaverne A, B, C og D for yderligere under inddeling.  F.eks. 5.11A,  5.11B,  5.11C, 5.11D, 5.12A  osv.

I Europa anvendes typisk Fransk gradering til sportsklatreruter. Denne skala går fra 3a til 9b, hvor de enkelte tal kan efterfølges af bogstaverne a, b og c samt et plustegn. Dvs en 6b rute er vanskeligere end en 6a rute, og en 6a+ rute er vanskeligere end en 6a rute men lettere end en 6b.

Til traditionel klatring i Europa anvendes primært lokale graderinger (UIAA i Tyskland, Skandinavisk gradering i Sverige og Norge osv).

Bouldering i Europa graderes efter en skala, som stammer fra Fontainebleau nær Paris. Denne skala kaldes i daglig tale blot "Font" forkortes FB - og op til 8C+. Den minder i sin udformning særdeles meget om sportsklatregraderingen, men der er uheldigvis ikke overensstemmelse mellem disse. En Font grad på 6A FB er noget vanskeligere end en sportsklatregrad på 6a. Bemærk, at bogstavet i Font graden skrives med stort, i modsætning til bogstavet i sportsklatregraderingen, som skives med småt.

Sammenligning af Fransk rute og bouldergrader:

På de Britiske øer anvendes en kompliceret skala til gradering af ruter. Denne skala medtager både den tekniske sværhedsgrad og risiko ved styrt. Dvs en rute kan være let at klatre, men umulig at sikre eller omvendt. Den tekniske sværhedsgrad uden hensyntagen til sikringsmuligheder angives på en skala fra 4a til 7b, mens den "samlede vurdering af ruten" angives på en skala fra Mod ("Moderate") til HVS ("Hard Very Severe") og derefter videre fra E1 til E11. Dvs en E1 er vanskeligere end en HVS, mens en E5 er lettere end en E6. E-skalaen bliver dog justeret efter risikoen ved styrt, således at en rute som er vanskelig eller umulig at sikre får en højere E-grad end dens tekniske vanskelighed ellers berettiger.

Bouldering på de Britiske øer graderes efter en skala, som går fra B0 til B15. Denne er dog efterhånden ved at blive udkonkurreret af den amerikanske V-skala.

Is-klatring graderes efter en skala, som går fra WI1 til WI8, hvor WI står for Water Ice. Den specielle variant, mix-klatring, hvor man både bruger is og klippe på samme rute, graderes efter en skala fra M1 til M15. M står for "mixed"