| Nyheder |
| Junior sommertræf 2011 i Göteborg |
Det 7. Danske sommerjuniorklatretræf blev afholdt i uge 31 i Göteborg. Se fotos på www.klatrefoto.dk
Vi var knap 50 deltagere som mødtes onsdag middag på Delsjö Camping. Den var ved første øjekast ikke helt optimal, da vi ikke kunne få lov til at lave lejren så samlet som vi havde ønsket. Destinationen vandt dog gevaldigt ved nærmere bekendtskab, da vi opdagede en fed badesø med fin bålplads 10 minutters gang fra campen. Onsdag eftermiddag forløb med isbryderlege og badning, og den gode stemning var slået an fra starten. Efter et solidt aftensmåltid kørte vi en hurtig smut ud til klipperne ved Utby medbringende en stak crashpads. Alle fik rørt ved den lækre granit, og fik set byen lidt fra oven.

Torsdag satte vi en masse topreb ved Gerdsås, og klippen viste sig at være rigtig meget federe end vi havde turdet håbe. Selvfølgelig var det gode vejr også med til at fremhæve de mange lækre ruter af middel og svær karakter. Inklusiv bouldering var der klatring til alle behov hele dagen. Vores madhold kom helt ud til klippen med vores frokost, så man kunne virkelig nå at blive godt brugt i løbet af dagen. Det blev sent inden vi kom hjem til aftensmad, men de som havde lyst nåede lige en aftendukkert i søen.
Fredag var der dømt våde klipper i Göteborg, så vi satte alle kursen mod Hönö, i håb om at der måske var lidt opholdvejr ude på fjorden. Vi medbragte frokosten og en masse crashpads, og vi nåede da også at bouldre i ca 30 minutter på tørre klipper, i de meget smukke omgivelser på vestkysten af øen. Men vejrguderne syntes egentlig at vi skulle have en hviledag, så efter en times venten på opklaring opgav vi, og kørte ind til byen igen. Mange af os valgte at cruise grejbutikker, imens andre daffede hjem i soveposerne. Om aftenen blev vejret fint, og vi fik en superhyggelig og festlig bålaften nede ved søen.
Om lørdagen havde meteorologerne lovet tørvejr, så riggerholdet tog fortrøstningsfuldt af sted for at rigge topreb på Øvrevæggen og på Storevæggen ved Utby. I mellemtiden var resten af lejren ved at drukne i et skybrud, og stemningen blev lidt trykket. Men hen på formiddagen kom så den ventede opklaring. Kl. ca. 11.00 var der fuld aktivitet på tørre klipper, og alle fik tilfredsstillet deres behov for at mase sig vej op ad den lækre granit. Da de sidste reb var hevet ned sent på eftermiddagen, fortsatte en lille sej flok med deres bouldering til hen på aftenen. Vi havde bål og tørvejr til længe efter sengetid, men vågnede til heftig regn søndag morgen.
Søndag formiddag, omtrent da alle var færdige med at pakke sammen, kom solen frem så vi kunne holde vore afskedsritualer i tørvejr. Alt i alt var træffet en stor succes, med masser af gode oplevelser, og ingen uheld. Mange af deltagerne var som sædvanlig gengangere, men vi fik da hele 3 nye klubber repræsenteret på dette sommertræf: KK, Nørrebro og Nordsjælland. Vi ser frem til at I slæber flere venner med fra jeres klubber til næste år. Og til næste år afholdes træffet på Bornholm i uge 31, vi skal bo tørt og godt i Nordlandshallen. Det bliver stort, så sæt X i kalenderen allerede nu JCU there, or B square!
Erling, Juniorudvalget