| Nyheder |
| Natklatring for de yngste |
Evaluering af 1. event
På opfordring af og med støtte fra Juniorudvalget, afholdt Crux Juniorteam natklatring d. 17. December. Naboklubber og andre interesserede juniorer var inviteret med. Der kom således også børn og hjælpere fra NKL og ROKK. Vi blev i alt 25, heraf 17 børn under 15 år. Resten var U18 hjælpere og voksne.
Vi brugte først nogle timer på isbrydning, lege og en pizzabuffet. Så var der fri chill, leg og klatring, imens U18 hjælperne markerede stævneruter med tape, der blev smurt med indholdet fra store knæklys. Det fungerede faktisk godt, bortset fra nogle knæklys der ikke virkede. Da ruterne var sat, og alt lys blev slukket så det super cool ud – i ca. 15 minutter. Herefter fadede fosforen langsomt men sikkert, og til sidst var det bare mørkeklatring. Næste gang vil vi markere alle ruter med de helt tynde knæklys, dem på længde og tykkelse med sugerør. Den slags rendte flere børn nemlig rundt med, og det var super flot hele natten. Den slags knæklys må kunne monteres rundt om grebene med tape eller hæfteklammer. Det er rigtig fedt hvis der er totalt mørkt, på nær knæklysene, dog må sikringsfolk lejlighedsvis tænde pandelampen for at tjekke seler og indbinding. Alle ruter var på topreb!
Ved mørkeklatring er det svært at se om klatrerne holder sig til ruten, men vi valgte at se stort på det, og bare tælle toppe. På toppene af de 3 stævneruter var hængt julesokker med karameller. Yes yes, Xmas sucks, hohoho JDer var en super let rute, en let rute, og en rute der var let ½vejs op og derefter spidsede til. Denne rute havde også en zonesok på ½vejen. De som toppede alle 3 ruter, gik videre til en superfinale næste morgen. Mange af ungerne valgte at jagte karameller fra de 3 nemmeste sokker. Ruterne måtte repeteres efter ønske. 7 unger gik videre til superfinalen. 3 unger toppede i denne, og vandt hver en af de 3 flotteste julesokker. Den 4. julesok gik som mandelgave.
Efter aftenens stævneruter, serverede vi ris á la mande og spillede smølfefilmen på et stort lærred. Den varede til efter midnat, og ramte plet hos alle. Samtidig var der også nat pendulspring, kun belyst af en enkelt lyskæde der hang ned fra et topanker. Efter Smølferne satte vi en voksenklatrefilm på, og den hold de fleste af ungerne sig imponerende nok også vågne til. Herefter gik alle til ro.
Vi stod op næste morgen kl. 8.30, spiste fælles morgenmad og begyndte at klatre igen 9.30. Der var superfinale sideløbende med pendulspring, og så kunne man også klatre en Rudolf. Det var den letteste rute, man var iført klatrehjelm med et stort gevir, et rensdyrskind bundet om kroppen, og rød tape på næsen. Og hvis det ikke var handicap nok, kunne man også få sutsko og vanter på. Øverst på ruten var en sok med masser af karameller.
Da vi tog afsked kl. 11.30 lavede vi en kort evaluering med ungerne. Og til spørgsmålet; ”hvad var det bedste”? Svarede alle bare: ”at det var mørkt”! Det var tydeligvis en super hyggelig event for alle, store som små. Det må helt sikkert blive en tradition :-)

Erling Strauss, CRUX